Når jeg begynder nedskrivningen af denne livsskildring er det efter opfordring fra Danmarks nationalmuseum og tillige stærkt tilskyndet af min ældste søn, som føler stor interesse herfor. Med hensyn til at skrive om mit fag, bødkerfaget,  må jeg dog sige, at jeg så langt fra føler mig som den rigtige til at berette derom, ide jeg på grund af dette fags tilbagegang,  på et ret tidlig tidspunkt så mig nødsaget til at gå over i træindustrien på savværk, hvis specialitet var fremstillingen af smørdritler. Min far var husmand Rasmus  Olsen Holck, født 6 juli 1830 i Vigsnæs sogn Lolland. Min mor, Ane Marie Olsen, født Jacobs datter, kom til verden den 21 september 1840 i Majbølle by og sogn.

Mine forældre ejede et gammelt husmandssted i Horeby, hvortil der hørte 3 tdr land jord til, og de flyttede dertil i året 1872  fra Majbølle. Vi var 9 søskende, hvoraf jeg var den næstyngste ; det var 6 piger og 3 drenge, nemlig Marie, Grethe, Kristine, Hanne, Peter ,Karen, Carl, Oluf, og Bertha.

Min far var gift 2 gange og havde 5  børn med sin første hustru og da hun døde blev han gift med min mor, der fødte ham 4 børn .

Det er min opfattelse at mine forældre havde et godt samliv, og mine ældre søskende, som min mor var stedmor til, kom hos os og følte sig hjemme, og vi har egentlig aldrig følt os som halvsøskende.

Min far deltog i krigen 1864 og var blevet såret, dog ikke i alvorlig omfang jeg ved kun at han var blevet ramt af en kugle i hovedet, men han havde ikke taget synderligt skade deraf og mærkede det kun når var dårligt vejr. Da min far døde så tidligt, at jeg knapt kan huske ham ved jeg kun hvad jeg kar fået fortalt. Der var i hine tider ikke nogen hjælp eller pension til krigsinvalider, men et selskab de Danske Våbenbrødre ydede dog en hvis understøttelse, det var vel sådan at de der var hårdest ramte ,f. eks havde mistet en arm eller et ben , blev forsynet med en lirekasse så de kunde drage rundt og spille for folk og dermed tjene til livets ophold. De mindre hårdt ramte derimod, og dertil hørte min far kunde få et pas der gav dem ret til at drive noget handel f.eks med pottetøj eller lignende samt til opkøb af klude og ben. Et sådan pas havde min far og med hest og vogn kørte han omkring og opkøbte gamle klude , der blev taget hjem og anbragt i et rum som vi kaldte kludestuen .Her blev det så sorteret uldent for sig bomuld og linned for sig når der var samlet en tilstrækkelig stor portion blev det sent til en fabrikant i København. En original-afregning fra den tid kan vedlægges foruden handelen samt pasningen af de 3 tdr land jord har min far også drevet lidt vognmandskørsel og handel med tørv fra Horeby lyng, som blev solgt til Nykøbing F , og det var denne virksomhed der blev hans skæbne.Den27 april 1883 (da var jeg i mit fjerde år)var han på vej til Nykøbing med tørv på 2 sammenbundne vogne. På en eller anden måde er han faldet ned og kommet ind under en af vognene som er gået hen over ham og beskadiget hans brystkasse så slemt at han døde et døgn derefter, der var dengang ikke nogen sygehuse eller hospitaler og han blev bragt hjem i et almindeligt køretøj. Det er ikke så mange erindringer jeg har om min far, men jeg husker endnu ganske tydeligt, at da han som døende blev kørt hen foran vores dør, blev der sat en stol hen til vognen som han steg ned fra hvorefter han blev lagt i seng.24 timer efter den 28 august 1883 døde han. det står også ganske svagt for mig at da han var lagt i kiste , blev denne sat ud i loen og et dannebrogsflag lagt derovre tillige med en sabel fra Våbenbrødrene. Om selve begravelsen kan jeg intet huske men det er blevet sagt mig, at Våbenbrødrene var tilstede med fane og der blev spillet sørgekoraller.

Det er min opfattelse at så længe min far levede havde mine forældre det ret godt også i økonomisk henseende, men da han døde kom der fattigdom til huse. Min mor sad nu som enke med 5 ukonfirmeret børn hvoraf kun den ældste var i konfirmationsalderen, de 4 i alderen fra 2 til 10 år. Så længe min far levede fik han en lille pension fra våbenbrødrene på 20 eller 30 kroner om året, men da han døde faldt denne pension bort og nu var der særlig hårdt brug for den.

Hjælp til enker og børn fandtes ikke , den eneste hjælp var fattigvæsenet hvilket var min mors store skræk. Hellere ville hun lide nød end at gå den tunge gang til dette. Jeg husker at i nogle år op til jul kom præsten stor og bred og afleverede forskellige varer, såsom ris kaffe sukker og mel indpakket i kræmmerhuse og sågar fulgte der også en tokrone med formentlig har det været en julegave fra kirkebøsserne.

Det var en stor sorg for os børn at vor dejlige hest (lotte) som vi holdt så meget af , nu blev solgt tillige med køretøjet men der var jo ikke brug for det mere. Jeg kan inu se mig selv stå og trippe af arrigskab, når min far var kommet kørende hjem og jeg ikke var kommet ham i møde og have fået en køretur sammen med ham.

Som det ville kunde forstås blev min og  mine søskendes barndom ret fattig men til trods herfor havde vi det alligevel godt og vi havde et godt hjem og har aldrig lidt nogen nød, hvad vi kan takke vor flittige og stræbsomme mor for. Fra mark og have fik vi kartofler og korn vi havde altid et stykke jord med rug og mor bagte selv vores brød  og bryggede øl .Desuden blev der hvert år opfødt en gris som blev slagtet til jul , og da vi havde en ko og nogle høns fik vi også mælk og æg.

Således var vi nogenlunde selvforsynede med fødevarer langt værre var det når der skulle bruges rede penge f. eks til pløjning for at få jorden tjenlig , til rentepenge hver termin og til lidt tøj . Min mor kærnede selv smør som hun solgte ligeledes solgte hun æg men det blev jo ikke til store ting. Jeg husker der blev oprettet et andelsmejeri hvortil vi leverede mælk og selv om det ikke gav så meget var der dog et lille beløb at hente hver måned. Jeg husker at vi engang skulle have koen udskiftet da den var blevet for gammel og ikke var med kalv men en anden ko ville koste 120 kr . og vi fik vel 60 kr for den gamle hos slagteren. Nå men vi fik i hvert fald en ny ko formentlig på afbetaling.

Vort brændsel som i det væsenligste bestod af lyngtørv fik vi fra Horeby lyng der tilhørte det klassenske  fidekommis der havde en ordning, at omegnens beboere kunne oparbejde tørv og derfor få lov til at beholde den ene tredjedel mens fidekommiset (herskabet) beholdt de retslige 2  trediedele.

Denne ordning blev i udstrakt grad benyttet af omegnens dårligst stillede beboere og sommeren igennem udfoldede der sig et liv og røre på den store udstrakte lyng og hvor man så hen var man i gang med at skære og oparbejde tørv. Hver deltager fik tildelt sit stykke hvor tørven kunde skæres og henlægges til tørring. Opskæringen foregik med nogle spadelignende redskaber og tørvene var så faste at man kunde tage dem med grebe anbringe dem på trillebøre og køre dem ud på tørrepladsen og vælte dem af uden at de gik i stykker, Når tørvene havde ligget et stykke tid og var begyndt at blive tørre blev de først sat i nogle småhobe og når de var helt tørre blev de sat op i nogle pyramideformede stakke når dette var sket kom lyngfogeden og fordelte dem 2 tredjedele til lyngens ejer og en tredjedel til forbrugeren og under overværelse af denne. Der blev så sat en dusk lyng i den part forbrugeren selv skulle havde. Et særligt fif ved opstablingen var det når man kunde få 10½ eller 13½ stakke ud af det forbrugeren var da altid sikker på at få den halve og den blev derfor altid gjort særlig god hvilket ikke var så vanskeligt da de jo var stillet op i pyramider, Vi fik gerne en af omegnens gårdejere til at køre tørvene hjem og når det var besørget have vi brændsel nok til den kommende vinter.

En stor sorg for min mor var det at min yngste søster var født med misdannede fødder således at den udvendige side vendte nedad og hun derfor var helt ude af stand til at gå (dette var gerne hendes snak bare jeg dog havde nogle bedre lapper mor) Allerede mens far levede var der søgt læge til hende men der blev sagt at det kunde der ikke gøres noget ved før hun var 4 år. Min ældre søster Kristine som var gift og bosiddende i københavn henvendte sig til en institution der hed samfundet og tager sig af vanføre og lemlæstede dette havde en klinik i stormgade og her blev der givet løfte om at min søster kunde modtages til gratis indlæggelse og behandling under lægerne Levi og Dorph. Min mor rejste derfor i midt i vinterens hjerte formentlig 1885/86 til københavn med min søster og afleverede hende til kristine der så måtte foretage det videre fornødne hvorefter mor atter rejste hjem,Dette har sikker været den første egentlige rejse mor foretog sig og i en tid hvor jernbanepersonalet ikke har været alt for høflige overfor de rejsende og især ikke overfor fattigfolk. Hun har vel også berettet om sine oplevelser, og min bror Carl og jeg legede jernbanefolk og sagde som portørerne havde sagt, Masnedsund toget standser kun ved roskilde køge og næstved .

Min lillesøster blev nu opereret  og fik rettet sine føder jeg ved ikke om min mor havde besøgs hende under indlæggelsen men hun hentede hende hjem efter udskrivningen. Straks efter at hun var kommet hjem så hendes fødder ikke godt men så blev resultatet også godt og min søster kom til at gå på nærmest normal måde og fik intet men heraf senere og såvel hun som mode var meget taknemlige over for den institution og de læger der havde hjulpet dem på en så beundringsværdig måde. ud der var store ar efter operationen og om natten blev de spændt fast i nogle bandager og mor havde fået anvisning om at give dem massage om morgen og aften 

Med mellemrum rejste 5 af mine søskende til Amerika. Den ældste Marie rejste allerede i foråret 1883, men jeg var dengang så lille at jeg slet ikke kusker at havde set hende derimod husker jeg , at Peter og Karen19 og 16 år gamle rejste derovre omkring 1886/87 og nogle år senere rejste min bror Carl da han var 16-17 år derovre. Han er jo den jeg mindes bedst han var 2 år ældre end jeg og vi er således opvokset sammen. Min søster Grethe var gift og bosiddende i Sdr.Kirkeby de havde en del børn og 3 af dem var ligeledes som ganske unge rejst til Amerika .Omkring 1904/05 solgte min søstre og svogre Rs.Christiansen, deres hus og hvad de ejede og rejste tillige med de mindre børn over til de 3 som allerede var der. Vi har gennem årene haft et ret flittigt brevskriveri med de bortrejste og da særligt så længe min mor levede. Nu er de alle døde og jeg er den eneste der er tilbage af hele flokken både af de der rejste ud og de som blev hjemme. Min udvandrede søskende slog sig ned i staterne Illinois, Nebraska og Missouri og alle sammen blev de farmere eller gift med farmere og det kan vel siges at være ret mærkeligt, at en af mine brødre og to af mine søstre blev gift med henholdsvis en søstre og to brødre der ligeledes var udvandret og født på Falster men ikke kendte hinanden før de traf hinanden i Amerika. Min bror Carl giftede sig med en Tysk dame og boede i Missouri. De havde en del børn og en søn af dem Gilbert var under den anden verdenskrig Amerikansk soldat og udstationeret i England og jeg havde den glæde at han besøgte mig under en orlov desværre har jeg senere erfaret at han er forulykket ved en bilulykke. Han er for øvrigt den eneste af min i Amerika ret store familie som har været på besøg i Danmark. Jeg står dog inu i jævnlig korrespondance med to niecer derovre den ene der er født i Danmark går det jo nemt at skrive med den anden der er indfødt amerikaner og ikke kan dansk, dog kan hun læse det, går det knapt så godt med så hendes breve må jeg havde oversat, Jeg er da klart ovre at når jeg ikke er mere vil forbindelsen mellem min familie i Danmark og Amerika ophøre.

Selv om mine søskende og jeg har haft en fattig barndom har vi dog når jeg tænker tilbage kun grund til at sige at vi var lykkelige for vi har haft et vældigt godt hjem trods fattigdom og har aldrig lidt nogen nød. Vi boede på en  egn hvor der levede mange familier nær sammen, håndværkere, husmænd, og arbejdere de fleste med børn så der var altid nok af legekammerater og legeplads manglede vi heller ikke på den tid havde man lov til at bruge såvel marker som veje til at lege på. Vejene blev jo ikke benyttet så meget der var langt mellem heste køretøjerne. Det skette også at en cyklist passerede og ringede med klokken så stansede al lej og vi unger så med betagelse på dette vidunder af et køretøj.

Vor næremste nabo var snedker men tillige havde han lidt jord og et par køer han var formand for en kreatur forsikring og hvert år blev der holt generalforsamling hos ham en søndag eftermiddag ved en sådan lejlighed blev der drukket adskillige kaffepunche og de gode husmænd som nu havde sørger for deres kørs og grisses forsikring var ikke nær så sikre på benene da di gik derfra som da de kom , børnene fra dette nabohjem og vort legede særligt meget sammen og vi løb ud og ind hos hinanden som om vi var derhjemme, og ofte har jeg stået på snedkerens værksted og set ham arbejde , dvs. værksted alene var det nu ikke men en stor stue hvoraf den ene halvdel var værksted og den anden halvdel var familiens opholdsrum dog husker jeg tydeligt st det senere blev adskildt således at der blev stue og værksted hver for sig. Vort eget hjem var meget spartansk indrettet der var to stuer forstue samt køkken med to halvdøre og en bageovn hvor mor bagte vores brød der var ildsted med åben skorsten som også benyttedes til at ryge skinker flæsk pølser og  osv  fra grisen. I den ene stue fantes et bord og to bænke samt to stole og en såkaldt slagbænk der var indrettet således at den kunde trækkes ud og bruges til soveplads til børnene. Dette møbel blev dog senere flyttet ind i en anden stue da vi foruden mor kun var min bror Carl min søster Bertha og jeg selv tilbage og ikke længere havde brug for den til sovested. I denne stue hvor der var tapet på væggene fandtes endvidere mors dragekiste to klædeskabe en kommode og et lille firkantet bord. Over dragekisten hang to indrammede billeder nemlig min fars våbenbroderbrev samt et billede forestillede Kong Frederik Vll. Bisættelse. I den forreste stue fandtes to sengesteder nærmest indrettet som alkove med omhæng for i bunden blev der lagt godt med rughalm som engang imellem blev udskiftet i denne stue var der kalkede vægge og hvidskurede gulve og det har altid forekommet mig at  når sengene var redte forhængene trukket for og gulvet fejet og bestrøet med frisk sand så var der vældigt rart og hyggeligt.

Julen var også dengang for os børn den højtid som vi så hen til med de største forventninger ikke fordi vi ventede os noget i retning af julegaver men alligevel var der julestemning i luften . Nu var grisen jo slagtet vi havde spist blodpølse og finker og når juleaften oprandt fik vi ribbenssteg og medisterpølse til dagligt blev der ikke bedt bordbøn men juleaften måtte en af os bede fadervor inden vi spiste. Når vi var færdige med maden og bordet var ryddet sang vi nogle julesalmer og spillede kort om æbler og pebernødder. Vi fik så kaffe med hjemmebagte boller til og mor læste gerne en historie for os eller noget fra ugens nyheder som vi holdt sammen med naboens. Vi var derefter trætte og søvnige og kunde gå i seng efter at have tilbragt en glad og lykkelig juleaften. Et stort plus i julens glæde var det at at vor udmærkede lærer som hed ingemand hvert års 4 juledag afholdt en juletræsfest for samtlige skolebørn en fest som vi forventningsfulde så hen til vi mødtes så ved 3-4 tiden og i lærens lejlighed blev vi trakteret med chokolade og kager : Jeg vil mene at vi var  ca 70 børn som deltog derefter blev vi stillet op to og to og marcherede ind til det tændte juletræ i en af skolestuerne og efter at have gået omkring træet beundret det og sunget nogle julesalmer blev det skubbet hen i en krog og der blev derefter danset et par timer hvortil en af lærens sønner leverede musikken desuden blev der givet en lille julegave til hver deltager det var ikke store ting det drejede sig om men alligevel noget vi så hen til . Fordelingen skete på den måde at der blev foretaget lodtrækning om gaverne så at ingen kunde føle sig tilsidesat og pakkerne var afpasset for henholdsvis piger og drenge og de trak lod hver for sig .

Når dansen var forbi blev der budt på smørrebrød og øl læren havde nogle voksne døtre som hjalp til med opvartningen og der var altid nogle af børnenes forældre særlig mødre til at overvære festen. Det var således en stor ulejlighed og udgift vor afholdte lærer og hans familie ofrede på os skolebørn (en læres løn dengang var ret beskeden). Det er dog også min opfattelse at egnens gårdmænd og bedrestillede har ydet en hvis  hjælp til denne fest. Men også på andre måder viste lærer Ingemand som en fremskridtsmand ikke alene var han en dygtig lærer men som et udslag af hans virketrang fik han oprettet et husflids –og snittekursus for skolens børn med ham selv son leder og uden nogen vederlag herfor der var adgang til at deltage to aftener om ugen og det var mest løvsavsarbejde og udskæring i almuestil der lærtes arbejdet foregik i en af skolestuerne og ved arbejdets ophør måtte vi elever sørge for at rydde op og feje således at der var klar til at begynde skolearbejdet næste morgen .Der blev senere antaget en tømre til afløsning for Ingemand eleverne betalte det brugte materialer men ellers var kursusset gratis.

Jeg har altid haft lyst til at arbejde i træ og både min bror Carl og jeg deltog i flere år flittigt i snitteskolens timer og når disses var slut skyndte vi os godt sultne hjem mor og min søster var da gerne gået i seng men så var der smurt nogle rundnummer hjemmebagt rugbrød med margarine og sukker på til en kop te en måltid der bekom min bror og jeg særdeles godt hvorpå vi gik i seng og sov trygt. Lærer Ingemand i Horreby skole er den eneste lærer  jeg har gået hos da jeg begyndte var der kun to klasser men da elevantallet blev større blev der indrettet et klasseværelse i en bagbygning og der ansættes en lærerinde til at undervis i de nu 4 klasser.

Jeg husker at lærer Ingemand en dag sagde til mig at jeg skulde vente lidt til at de andre var gået jeg tænkte hvad skal mon ske jeg mente ikke at jeg havde lavet noget galt og følte jeg havde en god samvittighed. Han kom så med en pakke som jeg skulde give min mor og det viste sig så at den indeholdt en bibel formentlig var det en gave fra det danske bibelselskab den er nu senere gået i arv til min datter Gerda. Da jeg var ca.10 år gammel måtte såvel min broder Carl som jeg ud hos fremmede for at hjælpe til med at tjene til føden jeg kom til en gårdmand i falkerslev ved navn Peter Danielsen det var ikke ret langt fra mit hjem og jeg var der kun de dage hvor jeg ikke skulde i skole og var hjemme om natten såvel husbond som madmor var egentlig et par ret flinke mennesker og vi fik særdeles god mad til davre kogte eller ristede spegesild med smeltet smør hvortil vi spiste tørt brød desuden fik vi øllebrød midt på formiddagen kl 10 fik vi et måltid  bestående af smurt smørrebrød og en kop kaffe med kandissukker middagsmaden bestod ofte af sulevælling en slags suppe kogt på saltet kød og flæsk iblandet lidt byggryn samt tørre æble og pærestykker og ellers varierende med grød og vælling stegt flæsk og kartofler .Ved 4 tiden blev der igen spist og det kaldtes for midaften som regel bestående af smørrebrød og undertiden fulgte der en gang pandekager eller rester fra middagsmaden. Efter fyraften kl ca 7 vankede der mælkegrød. Der var således ikke grund til at klage på kosten men omgangstonen var en hel anden end jeg var til hjemmefra med banden og ukvemsord fra alle sider som et lille eksempel kan anføres en dag skulle der køres møg ud og det blev min opgave at køre frem med vognen mens manden hakkede af jeg fik forklaret at når mand sagde aa dig betød det at man skulle køre til venstre og når mand sagde fraa dig skulde der køres til højre det er muligt at min 10 aarige hjerne og min evne som kusk ikke har strakt til at køre lige frem på ageren for stadig hørte jeg manden kommandere snart aa dig og saa fra dig og da jeg til sidst var kommet for langt til højre kom der et mægtigt vræl saa aa dig dog for satan dreng et sådan udbrud bevirkede at jeg grædefærdige purk tog så hårdt fat i tømmerne at jeg var kørt på tværs af ageren det var et af hans kraftudtryk men bagefter forsøgte han på en mere venlig måde at forklare og rette mig . På gården var der tillige en 13 – 14 års dreng som hed Kristian og en 18 aarig tjenestekarl der blev kaldt figge Peter han var en meget grim og ondsindet person og have været hos Danielsen fra han var dreng anbragt der på kommunens foranstaltning. Det var hans største lyst ar herse med os to drenge og hver en hver lejlighed gøre grin med os særlig med mig der var den yngste og ikke vant til at være ude blandt fremmede. Kristian kunde bedre begå sig og skældte ham ud for figge Peter hvad han ikke kunde lige da vi omtrent havde tømt møddingen sagde han til mig rend hen hos naboens og hør om vi kan låne deres møddingskraber for vores er gået i stykker det var en skik som brugtes flere steder for at få drengen til at løbe spidsrod og blive til grin men den historie kendte jeg så det blev der ikke noget ud af en dag tog både manden og konen bort fra gården om morgenen og da di var borte skulde vi 3 drenge ind og ha vores kl 10 mad som vi spiste sammen med tjenestepigen og hende fik Peter overtalt til at komme frem med brændevinsflasken og han skænkede flittigt snaps til os alle den første tog jeg med glans men så heller ikke flere Kristian derimod ville vise sig og blev ved med at drikke  og figge Peter blev  ved med at skænke løs resultatet udeblev heller ikke og da vi bagefter skulle ud og vande køer faldt han døddrukken om ude på marken denne begivenhed fik manden og konen aldrig noget at høre om. Engang efter høst skulde der køres to læs korn til Stubbekøbing manden kørte det ene og Peter det andet mens vi to drenge fik lov til at holde nøddedag eller fridag og tage med vi fik også lidt penge med til at more os for men så snart vi var kommet til byen trækker Peter os to drenge med hen på en beværtning og forlanger bayerskøl og da jeg siger at jeg vil have sodavand  affærdiger han mig med et du kan da vel nok drikke en bajer og det blev da også resultatet selv om det ikke smagte mig da den første sommer var gået fik jeg 10 kroner og så var jeg der ikke om vinteren. Det følgende år kom jeg igen og hjalp til med alt muligt så længe mine evner rakte vel nok mest med kreaturene . den 1 november rejste figge Peter derfra og jeg tør nok antyde at jeg følte det som en lettelse og blev gerne på gården om vinteren i stedet for Peter kom en 15 årig dreng der hed Olaf og da jeg hed oluf gik vi altid under navnet Laf og Luf den vinter var den bedste tid der på gården men da foråret kom blev det nødvendigt med en voksen karl og da jeg fik at vide at omtalte Peter skulle komme tilbage til sin gamle plads igen den 1 maj var min beslutning straks taget ham ville jeg ikke være sammen med mere om aftenen den sidste dag i april opsøgte jeg manden og konen inde i stuen og spurgte om det passede at Peter skulle komme tilbage til sin gamle plads igen hvortil de svarede ja . jeg sagde så ja så kommer jeg ikke her mere ,Men hvorfor dog –nej han er ikke værd at være sammen med og dermed gik jeg og kom der ikke mere. Jeg gik så hjem og fortalte mor hvorledes det hele hang sammen og hun rettede ingen bebrejdelser imod mig fordi jeg ikke mere vilde være i den plads. Det varede hellere ikke længe før jeg havde andet arbejde denne gang i virket hos gårdmand Hans Jørgen Strange hvis jord stødte sammen med jorden fra vort hjem der havde min ældste broder Peter tjent så længe jeg kan huske indtil han rejste til Amerika sammen med min søster Karen min bror Carl havde været der som skoledreng i to år og efter han blev konfirmeret fortsatte han som almindelig tjenestekarl to år til. Jeg gik nu ind i hans sted således at jeg var der de dage jeg ikke skulde i skole og jeg lå hjemme om natten på denne gård herskede der en anden omgangstone end på den tidligere omtalte og forholdene her var anderledes rolige, her boede foruden manden og konen også mandens gamle forældre en karl og en dreng samt to tjenestepiger ,De unge folk havde en lille søn og det blev min opgave at være barnepige for ham og holde ham med selskab og i øvrigt gå til hånde med alt forefaldende arbejde på gården men da jeg blev 13½ år skulde jeg til at gå til konfirmationsforberedelse hos provst Poulsen i Karleby 2 dage om ugen og da skolen tog 3 dage om ugen blev der ikke meget tid til at komme på gården i dette halve år.Jeg havde en meget lang vej at gå hjemmefra til Karleby præstegård vel trekvart mil; vi var 7 drenge og 7 piger på holdet deraf var 3 af pigerne fra et pigehjem kaldet Hjortebjerg pigerne derfra var klædt i særlige dragter og derfor let kendelige fra de øvrige og de blev først konfirmeret i 15-16 års alderen. Forinden min konfirmation skulde der findes en udvej for konfirmationstøj og takket vare min søster Hanne blev dette problem også klaret hun var syerske og boede i Sdr Kirkeby og hun købte og syede tøjet på denne måde blev jeg klædt på der blev jo på denne tid ikke stillet så store fordringer og jeg vil dog mene at jeg var lige så godt udstyret som de andre konfirmander. Selve Konfirmationen foregik i Karleby kirke den 1 oktober 1893. I øvrigt skiftede Karleby og Horreby kirker til at afholde konfirmationerne min mor og jeg kørte til kirken sammen med en af mine kammerater og hans forældre nogen egentlig konfirmationsfest var der ikke og jeg husker bare at min søster Grete og hendes familie kom hjem og tilbragte dagen sammen med mor og hjemmeværende børn. Konfirmationsgaver var et ukendt begreb. Efter konfirmationen kom jeg til at tjene fast på gården fra den1 november og jeg blev fæstet for et år til en løn af 65 kroner. Min bror Carl flyttede samtidig der fra til en anden plads og et års tid derefter rejste også han til Amerika. Såvel manden på gården som hans 74 årige far var meget flittige og arbejdsomme mennesker men de fordrede også meget arbejde af deres tjenestefolk så det var bare med at rubbe sig dog var de i øvrigt særdeles flinke.

Arbejdstiden om sommeren var fra klokken halv seks om morgenen til klokken syv om aften i vinter tiden så længe det var muligt at se. Klokken syv fik vi davre bestående af kogte sild brød med fedt samt øllebrød, og kl 10 vankede nogle stykker smurt smørrebrød og i reglen en kop kaffe dette måltid kaldte vi klokkenti

, middagsmaden bestod meget ofte af grød stegt flæsk og kartofler og ellers mad kogt af gårdens egne produkter saltet flæsk og hønsekødsuppe kl 4 fik vi midaften i reglen opvarmede kartofler og flæsk også kaldet pillesul samt smørrebrød og en gang om ugen fik vi pandekager efter fyraften stod der mælkegrød på bordet som enhver kunde spise efter behag. Mens jeg var der på gården blev der bygget et nyt stuehus og alle de hermed beskæftigede håndværkere og arbejdere fik kosten hos os der var derfor ryddet en vognremise hvor der spistes og sammen med gårdens egne folk blev det en meget stor husholdning. Frihed var der ikke meget af det kunde kun blive til om eftermiddagen hver anden helligdag om aften efter fyraften havde vi nok fri men det kunde ikke tillades at man forlod gården uden at spørge derom.

Mit arbejde bestod i for en stor del at pasning af såvel køerne og svinene, dog alt hvad der hed malkning var overladt til de to tjenestepiger,  samt endvidere at deltage i høstarbejdet og andet forefaldende arbejde. Jeg mærkede efterhånden at det ikke var arbejdet på en bondegård der havde min største interesse og efter 3 år ved landbruget fandt jeg at det kunde være nok hvorfor jeg flyttede den 1 november 1896.Jeg har altid haft lyst til at arbejde med træ, min mor havde imidlertid solgt vores barndomshjem og taget plads som husbestyrerinde hos en hjulmand i Karleby hvor jeg kom meget, jeg spurte om jeg kunde komme i lære hos ham men han sagde at han var for gammel til at have en lærling og snart ville holde helt op. Jeg havde en svogre Niels Rasmussen gift med min søster Hanne de boede i Hillestrup .idestrup sogn og han havde en lille bødkerforretning han indvilligede i at tage mig i lære i 2 år og jeg begyndte hos ham den 1 november 1896 jeg er nok bagefter klar over at det var en kort læretid men kan også indse at der er forskel på at komme i lære som 14 årig end som 17 årig hvor mand meget lettere sætter sig ind i arbejdet og nemmere lærer det, det var her et meget religøst hjem jeg var kommet i såvel min søster som min svogre var begge tilsluttet luthersk missionsforening og for hvert måltid blev der bedt bordbøn og efter morgenkaffen læst et kapittel af bibelen ,arbejdet var almindeligt bødkerarbejde som det bruges i landhusholdninger men dog overvejende smørdritler til mejeribrug .der var 2 mejerier vi hav de leverancer til det ene Orupsgård herregårdsmejeri leverede selv materialet som bestod dårligt på båndsav uens opskåret stav og bundtræ hvilket kostede meget arbejde ,det andet mejeri fik vi matrialet fra bødker Nielsens savværk i Nykøbing F dette var opskåret på cylindresav og høvlet. Da de 2 år var gået fik jeg af mester et færdighedsbevis og efter en bladannonce søgte jeg arbejde på lolland hvad også lykkedes og en af de første dage i november 1898 rystede jeg min fødeøs støv af fødderne og rejste til den lille landsby Norre i nærheden af Rødby til bødkermester Peter Sørensen det var egentlig et godt gammelt værksted som var gået i arv fra far ti søn og der var meget arbejde deriblandt smørdritler til 2 mejerier. Begyndelsesløn var kun 4 kr om ugen plus kost og logis men mester sagde at hvis jeg blev der til foråret skulde jeg få akkord og så kunde jeg komme til at tjene knapper. Mester bestilte ikke ret meget på værkstedet men overlod det meste til mig der hørte lidt jord til ejendommen og der holdtes hest og ko der dyrkes en del sukkerroer som han selv passede ligesom han selv besørgede udkørslen af de færdige varer til kunderne.Da foråret kom forlangte jeg at få akkord da jeg godt var klar over at jeg udførte alt for meget arbejde for de 4 kroner, og vi aftalte en pris på 30 ore pr drittel og timeløn dertil tilsvarende ved alt andet arbejde jeg kunde nu ved at lave 10 stk om dagen tjene 3 kroner men skulde så også betale 1 krone om dagen for kost og logis, det var vist nok en ret god fortjeneste på den tid men det var også et slid at lave så mange dritler om dagen mester kom nu næsten aldrig mere på værkstedet. Han havde stor lyst til at køre bort vel nok mest til Rødby og han kom næsten altid hjem med bestillinger på arbejde. I efteråret 1899 var jeg på session og blev udtaget til marinesoldat, jeg blev imidlertid overført til feltartilleriet som konstabel men blev først indkaldt hertil den 12 oktober 1900 og indtil da blev jeg ved mit vante arbejde. Mødestedet som soldat var bådsmandstrædes kaserne på Christianshavns og jeg kom til at gøre tjeneste ved 1. batteri under nr 171. Det var ingen luksustilværelse at være soldat, vi fik 55 øre om dagen samt et rugbrød hver 5 dedag og alt andet måtte vi selv sørge for så det var ikke ret mange dage hvor der var råd til at købe varm mad i marketenderiet men heldigvis havde jeg en gift søster boende i København og der tyede jeg ofte hen og fik fyldt skrutten, Da vi nåede julen regnedes rekrudttiden for overstået og da vi fik juleorlov måtte vi for første gang gå med sabel  udenfor kasernen mandskabet blev delt i to hold til at holde orlov nemlig det ene hold til juleorlov og det andet til nytårsorlov jeg fik juleorlov og rejste hjem for at besøge min mor der nu var flyttet til Majbølle og boede hos en søster. Det var den eneste egentlige orlov under hele tjenesten hvor mand måtte tage på en længere rejse nytårsaften 1900 havde alt mandskab som ikke var på vagt fået nattegn da der var stor nytårsfest på rådhuspladsen og rådhus klokkerne ringede det nye århundrede ind. Jeg mener det var første gang at der blev ringet med klokkerne på det nyopførte rådhus . I sommeren 1901 blev 1 batteri omlagt til forsøgsbatteri det var blevet vedtaget at anskaffe nye kanoner til feltartilleriet og vi havde øvelser med forskellige nye mærker der var kanoner fra Tyskland Frankrig Belgien og Sverige og det var de tyske der blev foretrukket og benyttet på manøvren året efter . Efter at havde deltaget i efterårsmanøvren og blandt andet ligget i lejr i Jægerpris var tjenestetiden endeligt udløbet og den 8 oktober blev vi hjemsendt men skulde møde til manøvre året efter. Efter hjemkomsten fra soldatertjenesten hvor alle reserver for længst var opbrugte gjaldt det for mig om snarest at få arbejde og komme til at tjene penge igen. Det lykkedes mig da også ret snart at at få arbejde på et gammelt værksted i Saxkøbing hos bødkermester Th. Hansen en ældre mand som helt igennem tilhørte den gamle skole der var tillige på værkstedet en ældre gift svend som havde lært på stedet og aldrig været andre steder han passede også et maltgøreri mester drev tillige med bødkeriet. Der havde tidligere været en ret stor virksomhed med svenske stavhuggere men dette var for længst udgået fortrængt af de efterhånden opdukkede savværker. Ved juletid havde vi to svende fået oparbejdet et betydeligt varelager og da mester tænkte på helt at holde op blev jeg fyret straks efter nytår.

De bødkere der fandtes var nærmest småmestre som slog sig ned i nærheden af et mejeri hvor de kunde få arbejde med leveringen af smørdritler og de havde som regel ikke mere arbejde end de selv kunde udføre. Jeg fik skiftevis arbejde hos et par af disse indtil jeg i foråret kom ind hos bødker Nielsen i Nykøbing F det var en stor virksomhed bestående af såvel bødkere som savskæreri lønnen var her 17 kr om ugen der var cirka 12-15 mand vel mest savværksarbejdere 2 sønner og en svigersøn som medarbejdere. Mit arbejde kom mest til at ligge i savværket jeg var ikke så glad for dette især ikke for den lave løn og da jeg hen på sommeren så en mester i nærheden af Nysted søge en svend til stadig arbejde tog jeg denne chance. Det skulde jeg nu aldrig havde gjort for der gik ikke over en måned så var det stadige forbi. Jeg arbejdede på akkord og da jeg som sådan tog næsten alt arbejdet holdt jeg op for mesteren skulde jo også leve. Det var nu hen på sommeren og da jeg skulde på manøvre til efteråret søgte jeg ikke andet arbejde ved faget men tog høstarbejde i mellemtiden. Jeg var efterhånden blevet klar ovre at det ikke førte til noget at være almindelig bødkersvend og da efterårsmanøvren var forbi opsøgte jeg bestyrer M. Hansen på saxkøbing savværk og tilbød min arbejdskraft han kunde dog ikke love mig noget lige straks vi har allerede en bødker men så snart vi kommer lidt bedre i gang skal de nok få arbejde og de kan høre herind så ofte det skal være. Jeg var så et stykke tid hos bødker P. Petersen i Holeby også kaldet Lolland Falsters mesterskytte. Vi var to svende og arbejdet var for det meste saltekar og ajletønder men ingen smørdritler. Jeg gik vel så ledig et stykke tid men fik så bud fra savværket i saxkøbing at jeg kunde begynde der. Den 23 Januar 1903 tiltrådte jeg arbejdet og det varede ved i ovre 30 år. Virksomheden beskæftigede dengang 15-16 mand og vi lavede foruden almindeligt savværksarbejde stave og bunde til smørdritler vi var to bødkere og vort arbejde bestod i at lave bundene timelønnen var 26 øre for savskærere og maskinpassere og 23 øre for medhjælpere  arbejdstiden var 10 timer daglig fra kl 6 morgen til kl 6 aften med en halv times frokostpause og halvanden times middag. Vi to bødkere arbejdede på akkord og kunde tjene lidt ud over timelønnen der fandtes ikke nogen spise og opholdsstue for arbejderne og frokosten blev i den kolde årstid  indtaget  i fyrrummet hvor enhver kunde placere sig hvor han vilde. Arbejdspladsen må vist betegnes som værende meget sober og ædruelig dog blev der hver dag skillinget sammen til en flaske brændevin og undertiden, hvis nogen havde fødselsdag til en ekstra. Prisen for en flaske snaps var 23 øre det samme som en timeløn,

Flasken gik så på omgang men formentlig har en eller anden undertiden taget for stor slurk så flasken blev for udrøj så der måtte anskaffes et snapseglas jeg har dog aldrig kunnet bekvemme mig til at deltage i snapseomgangen. Efter at have været her et års tid og dannet mig et skøn over arbejdet lejede jeg mig en lejlighed i Rørbæk og flyttede ind sammen med min mor og min yngste søster der var syerske. Vi havde fælles husholdning og boede sammen indtil jeg giftede mig den 7december 1907 min hustru hed Johanne Marie Johansen født den 14 marts 1887 i Saxkøbing som datter af stenhugger Magnus Johansen. Vi beholdt den lejede lejlighed og min mor og søster flyttede ind i en anden i den samme ejendom. I efteråret 1909 købte jeg en byggegrund på saxes alle en gade der lige var blevet anlagt og forbinder Rørbæk by med Saxkøbing her fik jeg i løbet af vinteren og næste forår bygget et hus det hus som jeg bebor den dag i dag huset er ikke stort 13x13 alen med 3 stuer samt loftværelse endvidere et ret stort baghus hvor jeg tillige fik indrettet mig et værksted som jeg senere fik ret god brug for set med de priser det koster at bygge et hus i dag byggede man dengang meget billigt, jeg vil mene at byggesummen med grund og alle udgifter ikke kom over de 5000 kroner jeg havde selv ingen penge at bygge for det hele blev foretaget på lån i banken samt et lån fra min kones bror i Amerika. Dette lån blev aldrig betalt tilbage idet min svoger der var ugift døde men forinden havde han testamenteret beløbet til min kone. I de kommende år fik vi en ret stor børneflok på 3 drenge og 4 piger desuden 2 drenge der døde som små og en pige Rita der blev 5 år og døde af Difteritis  Særlig det sidste dødsfald bragte stor sorg i hjemmet og især min hustru tog sig det meget nær. Vi var således en stor familie og fortjenesten var ringe men for at bøde derpå begyndte jeg i min fritid at udføre en del bødkerarbejde på mit lille værksted jeg havde således al reparation af ølanker til et bryggeri i Brandstrup i Saxkøbing et arbejde jeg var meget glad for dette hørte imidlertid op da bryggeriet blev nedlagt. Under de 2 Verdenskrige hvor det var meget vanskeligt at få kød og flæsk var det meget almindeligt at hver familie opfødte og slagtede en gris som følge heraf blev der en stor efterspørgsel efter saltekar eller sulekar til at nedsalte grisene i frysebokse var endnu ikke kommet i brug og i de år blev der lavet mange af den slags men efter krigen er dette helt bortfaldet der bliver ikke hjemmeslagtet mere og sker det bliver kødet og flæsket  sendt til frysebokse. Vaskekar og vaskebaljer bliver der heller ikke lavet mere da vasketøj nu om dage bliver sendt til vaskeri Øl bliver nu om dage solgt på flasker derfor er der ikke brug for Ølanker . Resultatet heraf er blevet at bødkerfaget nu er en saga blot og da jeg fyldte 80 holdt også jeg helt op.

Jeg har så længe jeg husker interesseret mig meget for det offenlige liv og har haft rig lejlighed til at deltage deri. Som tidligere omtalt var jeg i 1903 begyndt at arbejde på Saxkøbing savværk. Fagbevægelsen var på det tidspunkt ikke ret meget udbredt og på savværket var der ingen organiserede, der var dog dengang en organisation som kaldte sig det Lollandske  Arbejdsmandsforbund og nogle af savværkets folk indmeldte sig heri. Vi var i 1909 fem bødkere i arbejde og vi besluttede den 23 april samme år at oprette en fagforening og indmeldte vor afdeling i Dansk træindustriarbejderforbund, når vi valgte dette forbund i stedet for bødkerforbundet var det fordi vi mente at kunde samle samtlige arbejdere i en forening. Der gik dog adskillige år hvor afdelingen førte en meget stile tilværelse men så skete der dette at det Lollandske arbejdsmandsforbund blev opløst og afløstes af Dansk arbejdsmandsforbund og samtidig blev savværkets arbejdere overført til vores forbund og fra den dag har samtlige savværkets folk stået sammen i en forening. Jeg blev afdelingens første formand og var det i næsten 38 år indtil den 19 oktober 1946 jeg har som formand deltaget i foreningens kongresser og forhandlinger og er stadig dets medlem og får som sådan et måneligt gratiale på 25 kr og ved afdelingens 50 års jubilar hvor jeg have været medlem i lige så mange år fik jeg overrakt forbundets emblem i guld. Omkring 1 oktober 1933 blev Saxkøbing savværk solgt til brødrene Jens og Normand Larsen. Da samtidig retten til at producere drittelmatriale var der ikke brug for bødkere på virksomheden mere jeg har dog i et par kortere perioder arbejdet for Brdr Larsen ved forskellige lejligheder indtil jeg holdt helt op og fuldstændigt helligede mig arbejdet indenfor sygekassevæsenet. I mange år har jeg haft tilknytning til Saxkøbing landsogns sygekasse på forskellige måder det begyndte med at jeg i to år var kontingentopkræver et meget dårligt betalt job jeg kom senere ind i bestyrelsen og var næstformand i en årrække hvor overlærer Rørsø var formand og kasserer men da sygekasseloven fra 1934 påbød at formands og kasserer posten ikke mere kunde bestrides af samme person blev jeg antaget som kasserer fra den 1 Januar 1935 en stilling som jeg bestred i over 25 år indtil 1 oktober 1959. Sygekassen fik nu kontorlokale i mit hjem og igennem alle disse år kom jeg i nær forbindelse med mange mennesker der havde ærinde hos sygekassen. Arbejdet indenfor sygekassevæsenet havde min store interesse et virke som jeg havde meget glæde af og gik meget op i og da det tillige var nogenlunde godt betalt havde jeg i forbindelse med lidt værkstedsarbejde min og min families udkomme derved.  

I marts måned afholdtes der kommunevalg over hele landet det var i året 1913 arbejderne og den mindre bemilede del af befolkningen havde efterhånden begyndt at interessere sig for det kommunalpolitiske arbejde og havde også fået indvalgt repræsentanter i de kommunale råd: I Saxkøbing Landsogn bestod sognerådet af 9 medlemmer repræsenteret af venstre konservative og radikale samt en enkelt socialdemokrat. Til dette valg var der opstillet 3 lister en venstre- konservativ  en radikal og en socialdemokratisk og på hver af disse lister blev der valgt 3 medlemmer på den socialdemokratiske liste hvor jeg kandiderede som nr 2 blev jeg valgt

Når socialdemokratiet gik så stærkt fremsiden det sidste valgt 1909 skyldtes det at der i 1910 var blevet opført en sukkerfabrik her i kommunen hvortil der blev tilknyttet mange tilflyttende arbejdere det skal lige bemærkes at ved det påfølgende valg i 1917 gik socialdemokratiet yderlige frem således at vi fik 4medlemmer det 4 på bekostning af de radikale. Det var nu ingen nem opgave at være sognerådsmedlem i disses to perioder ide den 1 verdenskrig brød ud i August 1914 bevirkede at forskellige opgaver f.eks forbedring af skolevæsenet opføring af alderdomshjem  måtte udskydes til senere. I stedet fik vi restriktioner og rationeringsmærker for alle mulige nødvendighedsartikler fordeling af dyrtidshjælp samt hjælp til de indkaldtes familier m.v. at beskæftige os med foruden alt det øvrige kommunale arbejde, under krigen var jeg indkaldt til sikringsstyrken to og en halv måned i efteråret 1915 i Ringsted. Efter at have haft sæde i sognerådet i 8 år den meste tid under 1 verdenskrig var såvel jeg som de andre sognerådsmedlemmer blevet trætte af vores hverv og ønskede at træde tilbage ved det kommende valg i 1921 og kun et enkelt medlem af det gamle sogneråd gik ind for en ny periode.

Af anden kommunal virksomhed kan nævnes at jeg i en årrække var formand for den kommunale hjælpekasse oprettet i 1907 indtil denne i 1933 hørte op med sin virksomhed og blev afløst af den da i rigsdagen gennemførte nye lov socialreformen. Jeg har ligeledes i en årrække været formand for skolekommissionen, egentlig var det mod min vilje at jeg trådte ind i denne men da jeg have indvilliget i at være suppleant for den fungerende formand for denne, sognerådsformand Valdemar Olsen og han beklageligt døde måtte jeg indtræde i hans sted dog skal det tilføjes at da jeg først var kommet i gang med dette arbejde fandt jeg at det var meget interessant gerning . Ligeledes var jeg i nogle år medlem af menighedsrådet for Saxkøbing og saxkøbing landsogn. Også på det rent politiske område tog jeg del og var således med til at oprette den Socialdemokratiske Kredsorganisation for saxkøbingegnen og i mange år med i ledelsen. Jeg var medstifter af Fællesorganisationen for saxkøbing og omegn for hvilket jeg var sekretær, da Fællesorganisationen for nylig  fejrede sin 50 års beståen var jeg indbudt æresgæst som den eneste der havde været med fra begyndelsen. Til slut skal kun lige sides at jeg i 18 år var formand for Rørbæk Brugsforening. Jeg har således i stor udstrækning haft rig lejlighed til at deltage i offentlig virksomhed og er kommet i forbindelse med mange mennesker og har vel også ofret meget tid herpå men når jeg nu efter at jeg har lagt op ser tilbage på de svundne år kan jeg kun sige at det var en interessant tid.

Jeg har således ofte måttet gå hjemmefra om aftenen for at deltage i møder eller lignende er det dog min overbevisning at jeg ikke af den grund har forsømt mit hjem eller min familie men sørget for den af efter bedste evne, vi var som tidligere omtalt blevet en stor flok men havde et godt og lykkeligt familieliv  vi havde 7 børn 3 drenge og 4 piger hvoraf de 3 ældste børn var konfirmeret, da jeg i 1926 havde den store sorg at miste min hustru børnenes kære mor. Det var i begyndelsen en mørk tid men heldigvis havde jeg mine 4 flinke piger som skiftevis tog sig af hjemmet og de mindre søskende de var alle et par år herhjemme og bestyrede huset men som tiden gik blev de gift og jeg måtte til at se mig om efter anden hjælp, der var nu kun de to yngste drenge hjemme hvoraf Poul endnu ikke var konfirmeret, mens Aksel var i lære som typograf. Jeg har nu altid haft en hvis skræk for at en fremmed kvinde til at passe huset men fik dog ret snart en husbestyrerinde en 35 årig dame som hed Brigitte hun var egentligt en ret flink og omgængelig kvinde men meget tunghør og især meget langsom til sit arbejde hun var således ganske ude af stand til at høre telefonen. Jeg hjalp hende til at få et høreapparat gennem sygekassen men jeg ved knapt om det hjalp henne ret meget hun følte sig nærmest genert ved at bruge det. Efter et års forløb besluttede hun sig til at flytte og så vidt jeg ved giftede hun sig og kom til at bo i nærheden af Nakskov, jeg så senere i avisen en dame søge plads som husholderske jeg indlagde billet på annoncen og fik svar at hun vilde komme og tale med mig desangående, det viste sig at være en kvinde nærmest på min alder hun hed Kristine Olsen og var fra Nykøbing F vi blev enige om at hun skulde tiltræde pladsen snarest hvad der skete den 7 juli 1938

Det viste sig at jeg havde været meget heldig idet hun var meget pålideligt dygtig og sparsommelig lige en husbestyrerinde der passede ind i mit hjem og endnu den dag i dag , efter mere end 25 års forløb er hun hos mig, hun har været mig en god og tro hjælper i alle disse år man kan godt sige at hun har taget sig af mit hjem som om det var hendes eget, Også så længe jeg havde sygekassen hjalp hun mig der og var efterhånden så godt inde i sygekasseforhold at hun kunde afløse mig når jeg havde andet at varetage. Kristine havde i nogle få år fået aldersrente så at jeg kunde nøjes med at give hende en mindre løn, og da jeg blev 80 år og lagde op med sygekassen søgte også jeg og fik aldersrente men nu hed det i stedet folkepension. Nu er vi begge to blevet gamle men det er mit ønske at vi må bevare et godt helbred og være sammen længst muligt når vi nu i så mange år har omgås hinanden.

Når jeg nu i dag på min 82 års fødselsdag slutter denne lille beretning og ser tilbage på mit liv og den tid jeg har levet kan jeg kun sige at der er sket en himmelvid forandring på befolkningens liv og levevilkår. Tilværelsen er på alle mulige områder blevet meget lettere at leve. Samfundet og dermed os alle er blevet meget rigere og for den arbejdende befolkning er levevilkårene igennem en meget bedre betaling og kortere arbejdstid hævet op til en standard som den ældre generation aldrig have tænk sig muligt. I min barndom og ungdom var alle lønninger såvel på land som i by meget lave og alt arbejde dårligt betalt ,alligevel var der en ret udbredt arbejdsløshed der var ingen arbejdsløshedskasse og ingen steder for arbejdsløse at hente hjælp, det var derfor intet under at en arbejdsløs når nøden var særlig stor tilbød sin arbejdskraft for en lavere betaling end den gængse for at holde den værste kummer fra døren for sig og sin familie dette havde også til følge at den i forvejen almindelige løn kunne nedsættes også for andre arbejdere. Omkring begyndelsen af det nye århundrede vedtoges på rigsdagen en lov om oprettelse af arbejdsløshedskasser (1907). Denne lov fik en overordentlig stor betydning for arbejderne ,og i de følgende år blev der oprettet arbejdsløshedskasser i næsten alle fag til uvurderlig gavn for deres medlemmer , som herigennem fik hjælp under arbejdsløshed. I  begyndelsen var understøttelsen ikke så stor men efterhånden er kasseydelsen blevet udbygget så at et arbejdstab ikke mærkes så meget, også under sygdom og i ulykkestilfælde var arbejderen og hans familie vanskeligt stillet , de var henvist til gaver og almisser fra venner og bekendte, hvis mand søgte om offentlig understøttelse kunde man kun opnå fattighjælp en hjælp som næsten alle 

Kvide sig ved at modtage ,det var særlig i byerne at der blev oprettet faglige lav hvor man hjalp hinanden. Senere oprettes sygekasser over hele landet og de findes nu i hver eneste kommune ,endvidere indførtes en ulykkesforsikringslov hvorefter enhver arbejder er forsikrede imod følger af ulykker på arbejdspladsen ,alt i alt foranstaltninger der i nogen grad kan bidrage til en hvis tryghedsfølelse.I min barndom og ungdom var arbejderne såvel som de små husmænd på landet en klasse af mennesker der ikke regnedes stort med i samfundet. Deres lod var at slide og slæbe for andre for en ringe betaling og med en lang arbejdsdag deres liv var fattigt og derfor meget meget nøjsomt. Der fandtes nok fagforeninger i byerne men deres indflydelse og magt var ikke stor og langt de fleste arbejdere stod udenfor. Det første jeg egentlig husker om fagforhold var den store lockout i 1899, det var vel også den der gav anledning til at arbejderne begyndte at samle sig i fagforeninger og forbund for herigennem at forbedre deres levevilkår men arbejdet hermed gik kun langsomt fremad, det var først efter verdenskrigen omkring 1920-21 der kom rigtigt fart i sagerne. Den almindelige arbejdstid på det tidspunkt var 10 timer om dagligt. I årevis demonstrerede fagforeningerne den 1 maj for en 8 timers arbejdsdag men det var først efter krigens afslutning der kom forhandlinger i gang som førte til en gradvis nedsættelse af arbejdstiden således at den trin for trin nedsattes til ikke blot 8 timer om dagen men som den er nu 45 timer om ugen. Det var dog ikke alene indenfor arbejdstidens område der nu opnås forbedringer også betalingsmæssigt var der under krigen opnået lønforhøjelser til imødegåelse af de svimlende priser som fandtes på alle livsfornødenheder, disse lønforhøjelser blev dog igen efter krigen reducerede vel på grund af faldende priser med følgende nedgang i pristalet . Der kom nu en forholdsvis rolig periode i fagligt henseende

Indtil 2 verdenskrig hvor Tyskerne holdt Danmark besat fra 9 April 1940 til 5 maj 1945. Vi var vel under besættelsen blevet udpint og ribbet for store værdiger  men dog var hele erhvervslivet forblevet nogenlunde intakt og snart gik livet sin normale gang igen. Fagforeningerne havde nu samlet alle arbejderne under sig og opnået stor magt i kraft af sit store medlemstal ,der sattes nu alt ind for en forbedret levestandart og lønningerne blev sat stærkt op og har været i uafbrudt stigning siden, forhøjelser som vi ældre næppe kan fatte en timeløn på 7-8 kroner er ikke ualmindelig dog må det også indrømmes at alle livsfornøjenheder herunder særlig

Boliger er steget meget og bravt følger efter lønstigningerne, også på anden måde har arbejderne igennem deres organisationer og deres sammenhold forstået at hævde sig. I næsten alle offentlige institutioner som byråd og sogneråd har de fået sæde og i mange af disse endda flertal således at der i dag i mange købstæder sidder arbejdere som Borgmestre og på landet som sognerådsformand,i tidligere tid havde de jo knapt stemmetal, på et andet vigtigt område har arbejderene også sat sig igennem så at enhver der udfører arbejde for andre har ret til ca 3 ugers sommerferie med fuld løn, dette gælder såvel land som by for industriarbejdere håndværkere og landarbejdere man ser at det ikke er småting arbejderne igennem deres organisationer har tilkæmpet sig, resultater der er opnået i min tid men som de yngre næppe skænker en tanke, med alle disse goder har arbejderen af i dag indtaget en vigtig stilling i samfundet og ført ham op på et plan hvor han sidestilles med andre samfundsmedlemmer. Jeg tænker på hvorledes fattigmandens børn i min barndom  var klædt på i skolen, for det meste gammel omsyet tøj der gik på omgang mellem søskende tygge hjemmestrikkede strømper (som naturligvis ikke var at foragte)og træsko og om sommeren bare ben, hvis man i dag ser ind på skolens legeplads vil man finde en flok meget velklædte Børn alle med sko på og helst efter nyeste mode og Pigerne med silke eller nylonstrømper, jo der er forskel.

Også rent erhvervs og arbejdsmæssigt er der i min tid sket store forandringer såvel indenfor landbrug som indenfor håndværk og industri og inden for hjem og husholdning. Hvor bonden i min tid mejede sin mark med le og tærskede sit korn med plejl er arbejdet for længst afløst med maskiner, hvoraf der i tidens løb er opfundet et utal der kan udføre alt muligt arbejde, snart fulgte tærskemaskinen og mejemaskinen og disse efterfulgtes af selvbindere som igen afløstes af mejetærskeren således at hele kornhøsten kan udføres af en enkelt maskine. Som trækkraft benyttede man tidligere heste men de er nu overalt erstattet med traktorer. Et meget vigtigt og betydningsfuldt arbejde indenfor landbruget var malkningen det har gennem tiderne været betragtet som kvindearbejde og mændene

Befattede sig ikke gerne dermed men takket være opfindelsen af malkemaskinerne er kvinderne blevet fritaget for dette hårde arbejde. Når jeg måske nu har talt lidt for meget om dette er det ikke fordi jeg i så mange år har været beskæftiget ved landbruget men der var jo dog engang hvor også jeg var en lille bondedreng.

I endnu højere grad end ved landbruget har dog udviklingen været indenfor håndværket der nu i stor udstrækning er overgået til industri. I tidligere tid blev alle mulige brugsgenstande som f.eks. møbler vogne og redskaber lavet af håndværkere og i alle købstæder og i de fleste landsbyer fandtes smede  karetmagere 

Snedkere bødkere vævere og mange flere og det kan vist godt siges at der over de håndværkere hvilede en hvis soliditet og dygtighed og at de satte en ære i at udføre et godt stykke arbejde. Dog efterhånden trængte maskinerne også her igennem og mange smaamestre blev til fabrikanter, som den jævne håndværker ikke kunde konkurrere med men blev trængt tilbage eller måtte finde andet erhverv som maskinpassere i nyoprettede fabrikker og virksomheder der overalt er blevet oprettet. Denne industri er nu i stand til at fremstille alt hvad et menneske behøver af mad og drikke klæder og sko møbler hus og hjem samt befordring (biler)m.v.

I begyndelsen benyttede man dampmaskiner som drivkraft men efter indførelsen af elektriciteten blev denne den vigtigste energikilde. Også i hjemmene er der sket store forandringer hvor husmoderen i gamle dage sørgede for familiens forsyning med al slags beklædning sengetøj o.s.v. Ved at karte uld spinde strække sy og væve der har tekstilindustrien nu helt overtaget arbejdet og i alle manufakturbutikker bugner det i dag med fabriksvarer, og det kan jo ikke nægtes at de er meget fiksere at se på end det vor mor kunde fremstille men heller ikke nær så solidt. Alle slags fødevarer blev i tidligere tid fremstillet i hjemmet idet der blev slagtet ind til husholdninger, bagt brød brygget øl m.v. men alle disse varer købes nu færdiglavet i forretningerne. Vaskning før i tiden var et stort hjemmearbejde som foregik med hånden og et vaskebræt kar og baljer dette udføres nu på store vaskerier der lader tøjet afhente og bringer det tilbage i rengjort tilstand. Hvis der endnu vaskes i hjemmet foregår det de fleste steder ved hjælp af moderne maskiner. Nb. Ikke hos os.

Man skulde da synes at kvinderne var ved at blive overflødige men det være langt fra. På fabrikkerne er der stor brug for dem og i stort tal tager de arbejde på disse til en ret god fortjeneste og det arbejde som deres bedstemødre eller ældremøder i gamle dage udførte møjsommeligt med deres hænder på en lang arbejdsdag udfører kvinderne i dag i en håndevending ved maskinernes hjælp på en lang kortere arbejdsdag. Ved kvindernes indtræden i erhvervslivet er disse ligesom mændene blevet fagligt organiserede. Befolkningens boliger og hjem er nu blevet meget bedre og sundere end tidligere (bortse fra at der er stor mangel

På lejligheder) selv arbejdere og mindre godt stillede bor nu gennemgående i pæne og velmøblerede boliger eller har selv hus. Selv mere luksusbetonede ting som badeværelse elektrisk køkken og køleskab har mange nu fået anskaffet sig og i næsten alle hjem findes radio og fjernsyn mange familier har nu i de senere år anskaffet  bil ja selv unge mennesker mange der lige er udlærte og nu tjener en god løn køber egen vogn alt i alt tyder det på at der er en god velstand overalt i landet. Et spørgsmål er det så om menneskerne nu med deres gode levestandart deres kortere arbejdstid ferie bil og stemmeret fra 21 års alderen er blevet mere tilfredse og mere lykkeligere end før. Mon jeg ikke i min ungdom var lige så glad for min cykel (købt på afbetaling) som den unge mand af i dag er det for sin mere eller mindre nye bil der måske også er købt på afbetaling selv om han unægtelig kan sluge nogle flere kilometre end jeg kunde det på min cykel. Men en ting vil jeg dog fastslå at der er en gruppe af mennesker som føler at de har fået det langt bedre nemlig den gruppe hvortil jeg selv hører nemlig de gamle. For os er forholdene blevet således at vi med tryghed kan se alderdommen i møde uden at grue for hvorledes man skal få udkommet senere. Helt anderledes var det i min barndom og ungdom hvor de ældre med bekymring så hen til den tid da de ikke mere selv kundearbejde og tjene til livets ophold. Der var dengang ikke anden hjælp at få end opholdet på Fattig huset og en meget ringe tildelt fattighjælp som gamle hæderlige mennesker nødigt ville modtage og derfor ofte måtte lide nød. Der blev dog senere vedtaget en lov om alderdomsforsørgelse hvorefter der kunde tilstås ældre mennesker nogen hjælp kaldet alderdomsunderstøttelse denne lov administreredes af de forskellige kommunalbestyrelser og socialudvalg og der skuldes søges for hver person eller ægtepar. Hjælpen der kunde fås var dog meget knapt afmålt alt efter de forskellige kommunalbestyrelser skøn og hele indstilling. Helt anderledes stiller det sig i dag for os gamle, folkepensionen som denne hjælp nu kaldes er fra rigsdagen og regeringens side lagt i et fast plan som alle der opfylde aldersbetingelserne derfor har ret til dog med det forbehold at nedsættelse kan ske hvis vedkommende har en for stor arbejdsindkomst. Vi får nu en folkepension der kan leves for selv om den ikke er overdådig, ingen behøver at lide nød og de fleste af os ældre er glade og tilfredse for hvad der i årene løb er gjort for alderdommen. For eksempel kan nævnes at jeg for tiden får 365 kr månedligt og fra 1 April vil der blive givet et yderligere tillæg. Desuden får jeg 25 kr. om måneden fra træindustriarbejderforbundet  for over 50 års medlemskab. Endvidere kan nævnes at der overalt er opført alderdomshjem hvor gamle mennesker der ikke kan klare sig selv kan få ophold og forplejning. Idet jeg hermed slutter min lille beskedne beretning skal det være med ønsket og bøn til Gud om at alt den uro der findes overalt i Verden må bringes til ophør og at menneskeheden må blive forskånet for en tredie Verdenskrig.

Rørbæk den 9 April 1962
Niels Oluf Olsen.  
                                                                           Til toppen